MOTORCYKEL KØREKORT

Hvem kan tage mc-kørekort?

I princippet alle, du behøver altså ikke at have kørekort til bil!
Hvis du er under 20 år, når du går til køreprøve, kan du “kun” få kørekort til lille mc. “A1”, dvs. højest 125 ccm.

Hvis du er mellem 20 og 24 år, kan du få kørekort til “mellem-mc, “A2”, d.v.s. op til 35 kw (ca 48 hk).
Hvis du er 24 eller derover når du går til køreprøve, må du køre ALLE motorcykler, kat. “A”.

Du kan udvide fra A1 til A2 ved at gå til teori og -køreprøve, når du fylder 20, eller vente til du har kørt to år, og så nøjes med at gå til køreprøve..
Du kan udvide fra A2 til A, når du har kørt 2 år OG er fyldt 22 ved at gå til køreprøve på stor mc

Hvordan foregår det..?

Stort set ligesom til bil!

Dvs. du starter med teorien. Efter en eller to teoriaftener skal man på manøvrebane, en lukket bane hvor man lærer de grundlæggende ting i forbindelse med det at køre mc.

Derefter skiftevis teori og kørsel.
Alle køretimer starter hjemme hos mig på Heimdalsvej 6 i Åbyhøj, og vi kører altid to lektioner á 45 minutter ad gangen og to til tre elever. Afsæt to timer pr gang, da “montering” af tøj og udstyr naturligvis ligger udover de to gange 45 minutter.. (ihvertfald hos os..!!)

Køretimer vil normalt ligge uden for arbejds/skole-tid. Når du skal på bane, vil det måske være nødvendigt at tage fri. I første køretime vil du prøve at køre med mig bagpå, det er et lovkrav, at du prøver dette i forløbet, og desuden nødvendigt for at jeg kan lære dig korrekt gearskifte og styreteknik!

UDSTYR

Det er blevet et lovkrav at man i køreundervisningen, har alt i sikkerhedsudstyr på. Mc-tøj, hansker, rygskjold, støvler og hjelm. Alt dette kan du låne hos mig (ikke alle køreskoler tilbyder dette). Du må gerne medbringe dit eget udstyr hvis du har noget.

March Køreskolen har motorcykler (fra 125 til 1250 ccm), alle med ABS-bremser naturligvis, så vælter du ikke hvis vejen er våd, og der pludseligt bliver rødt!!

Inden køreprøven skal du på køreteknisk anlæg. Det er her du bl.a. lære at køre med sidevogn. Du prøver også de øvelser du skal kunne til køreprøven, som nu om dage starter på en lukket bane.

Selve køreprøven afholdes normalt i Odder, da politiet ikke afholder mc-prøver i Aarhus pt. Det har dog vist sig, ikke at være noget problem.